Dorrit West Risikoledelse og den offentlige sektor

29okt/090

Fejlkultur eller læringskultur

Fejlkulturen er desværre udbredt i den offentlige sektor. Måske er det en af årsagerne til, at sektoren kritiseres for at mangle innovation og positiv udvikling af kvalitet? I klummen “Hva´så chef” i bladet Danske Kommuner stiller klummeskriver Søren Thorup spørgsmålet og giver eksempler på fejlkulturen i indlægget “Chefen som skurk”

Et vigtigt spørgsmål er: Hvordan kan der udvikles en læringskultur, hvor fejl ses som et potentiale til forbedring og udvikling? Hvis hvert eneste kritiske forhold får tilskrevet “én skyldig” kan motivationen for de tilbageblevne til at reflektere over og forandre egen praksis udeblive. Lad os i stedet få noget mere mod og mandshjerte i sektoren til at tage et fælles ansvar for fejl og et fælles ansvar for at minimere risikoen for gentagelser! Opfordringen gælder især for politikere og topledere, som har en særligt stor udfordring i de situationer, hvor medierne retter deres øjne på et kritisk forhold med krav om “handling”.

Politikere og chefer bærer ansvaret for at udvikle en sund læringskultur, hvor fejl/svigt accepteres som et menneskeligt vilkår, og hvor fejl/svigt bringes frem i lyset med det formål at lære af det og begrænse gentagelser. Jeg er overbevist om, at en læringskultur også vil have en meget positiv effekt på den enkelte medarbejders trivsel og faglighed.

Kommentarer (0) Trackbacks (0)

Ingen kommentarer endnu.


Leave a comment

Ingen trackbacks endnu.